Artiklen undersøger, hvordan begrebet fornuft blev forstået og forklaret i 1700-tallets pædagogiske reformer og debatter i Det Tysk-romerske Rige, Danmark og Norge. På baggrund af pietistisk og patriotisk kildemateriale bliver det diskuteret, i hvilket omfang fornuft blev forstået som et kognitivt og adfærdsformende begreb. Det er et hovedargument i artiklen, at den pædagogiske forståelse af, hvordan undervisningen skulle udvikle og danne barnets fornuft, ikke blot handlede om at skabe logisk tænkning, men også om at styrke barnets følelse af empati og dets sociale færdigheder.