Erfaringer under udarbejdelsen af en kontrafaktisk historie om Johann Friedrich Syruensees år ved magten 1772-92 har vist at mytetænkning rummer betydelige perspektiver for historieskrivning. Når kildegrundlaget er ufuldstændigt, finder mytetænkningen anvendelse som et middel til at strukturere historiske handlingsforløb. Selvlivet i et kontrafaktisk univers er ensbetydende med dettes evne til at udvikle sig helt på egne præmisser, som udspringer af det sjæleliv man har udstyret hver af fortællingens figurer med. Karakteren af dette sjæleliv bestemmes af handlingsmotiverende kernemyter og værdisæt hos de pågældende figurer i et dynamisk vekselspil med den i fortællingen beskrevne kontrafaktiske virkelighed. Det er brugen af mytetænkning til "ligesom Pygmalion" at indgyde sjælefylde og selvliv ind i de kontrafaktiske historier, der gør dem til noget særligt inde for den mytologiserende litteratur.