Denne afhandling omhandler det danske arbejde med UNESCOs 2003-konvention i perioden 2018-2021. 2003-konventionen med det officielle navn Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage omhandler sikringen af immateriel kulturarv i modsætning til UNESCOs Verdensarvskonvention fra 1972, der beskæftiger sig med materiel kultur- og naturarv. Danmark tilsluttede sig konventionen i 2010, og i 2017 annoncerede den daværende kulturminister den første danske frist for ansøgninger til konventionens internationale lister over kulturarv.
Med teoretisk afsæt i Science and Technology Studies (STS) og aktør-netværksteori (ANT) går undersøgelsen helt tæt på de konkrete processer og praksisser, hvormed immateriel kulturarv skabes som et fænomen, både i arbejdet hos den danske forvaltningsinstitution, Dansk Folkemindesamling ved Det Kgl. Bibliotek, og i personers, organisationers og foreningers bestræbelser på at få deres kulturelle praksisser anerkendt og indskrevet på konventionens lister. Empirisk bygger afhandlingen på langvarigt feltarbejde på Dansk Folkemindesamling samt blandt relevante ansøgergrupper.
I afhandlingen vises det, hvordan arbejdet med 2003-konventionen i høj grad er et papirarbejde, der handler om at lave oversættelser og med et begreb fra Bruno Latour inskriptioner. Dette gælder både oversættelse af den internationale konventionen, dens overordnede retningslinjer og begreb om immateriel kulturarv, der skal oversættes til danske forhold og forståelser i skabelsen af et dansk immateriel kulturarvsregime. Det gælder også oversættelsen og inskriptionen af levende kulturelle praksisser som ansøgningsfiler, der dermed bliver mobile og potentielt mobiliserende på vej mod bedømmelsen hos UNESCO.
Afhandlingen bidrager til den eksisterende forskning i 2003-konventionen ved at foretage den første samlede analyse af det danske arbejde med 2003-konventionen, som hidtil kun er blevet sparsomt undersøgt og beskrevet. Derudover bidrager afhandlingen til den bredere forskning i forvaltningen og skabelsen af kulturarv gennem et fokus på hvordan kulturelle praksisser kulturarvsliggøres i arbejdet med papirer, dokumenter, skemaer m.m.