Arkæologisk tekstilforskning er en af mange nøgler til viden om forhistoriske samfund, og Danmark spiller en central rolle i forskningen, idet Nationalmuseet har en af verdens største samlinger af forhistoriske skinddragter og tekstiler fundet i tørvemoser og gravhøje.

I 1921 modtog Nationalmuseet et brev med ordlyden: "Da jeg ved Flytning af en gammel Kæmpehøj paa min Mark, i dag er stødt paa en udhulet Træstamme med Laag, formoder jeg, at det er en gammel Begravelse, og hvis samme har nogen Interesse for Museet, har jeg standet Arbejdet ved Udgravningen, indtil jeg hører nærmere fra Dem, hvilket jeg haaber snart sker."

Det, husmand Peter Platz var stødt på, da han den 24. februar ville fjerne de sidste rester af en gravhøj, viste sig at være en godt to meter lang egetræskiste med liget af en 16-18 årig ung kvinde, kendt som Egtvedpigen.

Egtvedpigen, der blev begravet for ca. 3.400 år siden, er et af de bedst bevarede fund fra den danske bronzealder (1700-500 f.v.t.). Pigens hud og knogler er fuldstændig forsvundet, men tænder, hår, negle og noget af hjernen samt hendes klædedragt, en bælteplade af bronze, to uens armringe og en lille ørering af bronze placeret på et okseskind med et tæppe over er bevaret. Med i kisten var desuden en stor spand af birkebark med bundfald fra en alkoholisk drik, en lille barkspand, en bronzesyl, en kam af horn og en røllikeblomst. I kisten var yderligere en tøjbylt med brændte knogler fra et barn på fem-seks år, som sandsynligvis kom det samme sted fra som pigen, men om de var i familie med hinanden, kan man ikke sige noget om, eftersom der ikke er dna-materiale tilbage fra pigen og barnet.

Dagens to gæster, historiker Marie-Louise Bech Nosch og arkæolog Ulla Mannering, har sammen med en række andre forskere, blandt andre seniorforsker Karin Margarita Frei fra Nationalmusset, været med i et tværfagligt forskningsprojekt (2012-2015), der har undersøgt Egtvedpigens klædedragt, tandemalje fra første kindtand, hår og negle. Ved hjælp af strontiumisotop-analyser (en metode der tager udgangspunkt i sporgrundstoffet strontium, som findes i små mængder i alting og bruges i arkæologien bl.a. til at identificere mobilitet) har forskerne fundet ud af, at Egtvedpigen ikke stammer fra Danmark.

Det var faktisk undersøgelser af klædedragtens uld, som i første omgang fik forskerne til at stille sig selv spørgsmålet, om Egtvedpigen mon kom fra et andet sted i verden, idet fåreulden umuligt kunne stamme fra området, hvor hun blev fundet. Efterfølgende undersøgelser af hendes jordiske rester tyder på, at hun højst sandsynligt kom fra Schwarzwald i Sydtyskland, og at hun havde rejst en del de sidste 23 måneder af sit liv og kom til Egtved kort tid før sin død. Desuden indikerer datering af trækistens vækstringe (dendrokronologi), at den unge tysk-danske kvinde blev begravet sommeren 1370 f.v.t.

Egetræskisten og resterne af Egtvedpigen iklædt en kort trøje og et knælangt snoreskørt og en rund bronze bælteplade udsmykket med spiraler (et symbol på solen) er udstillet på Nationalmuseet i København.

Storehøj, som i dag findes ved Egtved, er en rekonstruktion, da den oprindelige gravhøj næsten var pløjet væk, da den unge kvinde blev fundet.

I udsendelsen fortæller professor Marie-Louise Bech Nosch, leder af Center for Tekstilforskning, Københavns Universitet, og seniorforsker Ulla Mannering fra Nationalmuseet, hvordan de blev interesseret i tekstilforskning og om den tidlige tekstil- og beklædningshistorie.