Denne artikel viser, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse er præget af en nostalgisk forståelse af fortiden, der kom til udtryk gennem et ønske om at genskabe den sociale kontrakt, der kendetegnede velfærdssamfundets storhedstid og et selvopgør med dele af den nyere partihistorie. Brugen af nostalgi tyder samtidig på, at partiet i mindre grad end tidligere udtrykte et progressivt syn på udviklingen af fremtidens samfund