De gravminder, der i dag står rundt om de gamle kirker på Københavns Vestegn, synes umiddelbart at have et ganske ensartet præg. Og det gælder ikke alene de gravminder på arealerne med stereotype fællesbegravelser, hvor menighedsrådene har opstillet helt klare retningslinier for gravmindernes størrelse og udsmykning. Det gælder også på de særskilte gravsteder med kiste- og urnebegravelser i kirkernes umiddelbare nærhed. Det er det, der er bemærkelsesværdigt.

For i disse områder er det kun hækken rundt om gravstederne, der som offentlig ejendom plantes, klippes og vedligeholdes af kirkegårdens pesonale. Selve parcellen er privat. Købt for en årrække, hvis længde varierer alt efter jordbundsforhold og efter, hvilket materiale kiste eller urne er fremstillet af. Så indretningen er et helt privat anliggende.

Og burde grave og gravminder da ikke være lige så forskellige som al anden materiel kultur, vi mennesker omgiver os med?