I Metafysikkens tredje bog gennemgår Aristoteles en lang række aporier (uløste problemer), der knytter sig til udforskningen af metafysiske spørgsmål. Jeg vil med udgangspunkt heri overveje, hvilken metodisk betydning aporierne har for Aristoteles’ opfattelse af metafysik og metafysisk tænkning. Min tese vil være, at den aristoteliske brug af aporier viser, at Aristoteles metodisk set bør opfattes som en sokratisk tænker.